Året 2011 - et magisk år
Det er lidt svært at få startet på denne artikel, for hvor skal jeg egentlig starte, og hvor skal jeg slutte.
For lidt over 10 år siden stødte jeg ind i familien Ottesen i forbindelse med svømning, og derved også en ung Jeanette, som forbløffede svømme-Danmark. Hun var allerede på det tidspunkt en helt unik svømmer og personlighed med en meget støttende og bemærkelsesværdig familie i baggrunden.
Jeg og dem, der kender Jeanette tæt på, har aldrig været i tvivl om, at hun skulle nå langt indenfor sin sport. At Jeanette valgte svømning og dansen fra i teenageårene på trods af et DM i diskodansen forbløffede nok veninderne fra dans, men vi andre kan glæde os over valget.

Året 2011 er blevet et helt vanvittigt år for Jeanette. Sommeren sluttede i Shanghai, Kina med VM i svømning. Efter nogle, efter eget udsagn, skuffende resultater, skal jeg sent glemme fredag den 29. juli 2011. Jeg ved, at resten af mine kolleger på jobbet også sent skal glemme den dag. Jeg havde sneget mig til at have Eurosport kørende på min pc, mens jeg samtidig havde en temmelig travl dag på kontoret. Da finalen nærmede sig de sidste 25 m var der vist ingen af mine kolleger, der var i tvivl om, at arbejdet ikke lige var det vigtigste denne fredag. Hvor var det stort!

En dejlig august lørdag er vi alle inviteret til bryllup i Holmens Kirke, med alle de traditioner og den storhed, som dette kirkerum rummer. Jeanette står brud, og siger ja til sin Bobby, som hun har kendt lige siden sine teenage-år i Kongens Lyngby. Smukt var det, og med alle de venner og familie der fyldte kirken - en dag jeg ikke glemmer!
Året 2011 fortsatte og OL-året 2012 nærmer sig. Der bliver trænet benhårdt på det nationale træningscenter og på diverse træningslejre i Syd - og Nordamerika. Som Jeanette sagde til mig ved Danmarksmesterskaberne i Thisted - hvor er jeg dog smadret, men hvor er det dejligt at vinde sammen med resten af tøserne på holdet i KVIK.

Årets sidste mesterskab var Europamesterskaberne på kortbane i den polske by Stettin (Polsk: Szczecin). Det blev fire helt magiske dage, hvor Jeanette igen tog en hovedrolle med 3 gange guldmedaljer og 3 gange sølvmedaljer.

Resultaterne var:
50 m butterfly - nr. 1 - 0.24.92 DR
100 m butterfly - nr. 1 - 0.56.22
50 m fri - nr. 2 - 0.24.11
100 m fri - nr. 2 - 0.52.05
4x50 m fri - nr. 2 - 1.37.63 DR (JO: 0.23.41)
4x50 m medley - nr. 1 - 1.46.48 (JO fly: 0.25.23)

Senere på ugen gik turen til Atlanta (USA) til Duel in the Pool. Et opgør med Team U.S.A. og det europæiske all-star hold som Jeanette repræsenterede. Resultaterne var også ganske OK - men amerikanerne var stærke på kortbanen, og Europa fik gedigne tæsk.
Resultaterne var:
100 m butterfly - nr. 2 - 0.56.24 - 1/100 sek. efter Natalie Coughlin
4x100 m fri - nr. 1 - 3.27.53 - (JO fast start: 0.52.39)
4x100 m medley - nr. 2 - 3.51.04 - (JO fly: 0.56.17)
Året nærmer sig nu sin afslutning, og OL-året rækker ud mod os. London kalder! Jeg kan næsten ikke vente på den fest, vi alle kan imødese. Desværre bliver det for mit vedkommende, som de fleste andre mennesker på denne klode, foran TV-skærmen med øjene stillet skarpt mod Londons olympiske svømmebassin.
Tak for et helt magisk 2011, Jeanette!















